Bente Matthiesen

Fra sorg til livsglæde

Mindfulness har ændret mit liv fuldstændig. Jeg har fundet glæden igen efter min mands død, og jeg er blevet forelsket i livet igen. Det har været en stærk og vidunderlig oplevelse.

Værktøj til et nyt liv

Jeg mistede min mand for 15 måneder siden og havde brug for at komme videre i mit liv. Det var som at stå ved en korsvej. Jeg havde været vant til at leve med den samme person i mange år - nu var det tid til at finde en ny identitet og en ny måde at leve livet på. Jeg hørte, hvordan mindfulness havde hjulpet andre til at finde glæde i de små og store ting i livet. Så jeg gjorde det til mit hovedprojekt og satte al min kraft og vilje i det. Det er helt utroligt, hvad der er sket på kursets 8 uger.

Skrot bekymringerne

Jeg har lært, at det ene og alene er min egen pligt at sørge for at have det godt. Du skal give dig selv lov til at være glad. Og du skal ikke acceptere at have det skidt. Mindfulness har hjulpet mig til at skrotte bekymringerne. Der er så få af dem, der alligevel går i opfyldelse, så hvorfor bruge tid og energi på dem? Tidligere var jeg hele tiden på vej til eller fra – på vej et stedhen. Nu er jeg meget mere til stede; jeg er i nuet. Til møder sidder jeg ikke og tænker over, hvad jeg skal sige, når det bliver min tur, eller hvad jeg skal i morgen. Jeg slår ørerne ud og lytter. Og min oplevelse er, at dialogen bliver langt bedre af det.

Udstråling der smitter

Folk omkring mig oplever en helt ny Bente. Da jeg startede på kurset, ankom jeg i mørkt tøj; beklemt og lukket. Nu stråler jeg og sprudler af farver. Ifølge både kolleger og venner er jeg blevet en helt anden person. På den positive måde. Mindfulness har vist mig, hvor meget det betyder at være imødekommende og åben. Det påvirker både mig som person, men også mine omgivelser. Min adfærd smitter, og det får folk til selv at åbne op.

Vær glad for det du har

Mindfulness får dig til at bruge din mavefornemmelse. Du mærker helt efter og bliver bedre til at sige fra til det, du ikke har lyst til. Før kurset var jeg ofte vant til at sætte mine egne behov i baggrunden. Jeg var den flinke pige. Nu overvejer jeg bevidst, om jeg vil gå på kompromis eller ej. Og nu har jeg det godt med de beslutninger, jeg træffer. Jeg har fx valgt at gå på deltid for at få mere tid til familieliv og fritid. Tid til at drikke kaffe med min søn og snakke om dagligdags ting. Hvis du lægger mærke til, hvad du er glad for, kan det tages frem og bruges i svære tider. Hvad har været godt i dag? Skriv det ned og dyrk det. Kurset har lært mig at reflektere over mit liv og mine valg. Er der noget, jeg kan lave om på, så gør jeg det. Det er mig, der kører bussen nu. Jeg er chaufføren i mit eget liv.

Bente Matthiesen, Senior Compensation & Benefit Manager, Global Human Resources, ALK-Abelló

Øget autenticitet og gennemslagskraft med Mindful Leadership.

Læs mere om Mindful Leadership® her