Ole Steensberg Øgelund

Træd tre skridt tilbage

Mindful Leadership® er det mest intense og autentiske kursus, jeg har været på. Der er dybde og nerve i det – og det er en utrolig stærk oplevelse at se, hvor meget det rykker ved folk.

Lagene skrælles af

Jeg gik i gang med mindfulness ud fra et ønske om at blive mere nærværende i mit daglige virke. Filosofien om 100 % nærvær fascinerede mig. Det at være lige dér, lige nu. Det er fantastisk tænkning. Selvom jeg indrømmer, at det kan være svært at nå de 100 % i dagligdagen. På kurset bliver lagene skrællet af. Det er ligegyldigt, hvem du er, og hvilken rolle du har. Det er en meget personligt udviklende proces, meget intens. Kurset i sig selv er nærværende og unikt. Du beskæftiger dig meget med din egen person, og gruppen er med til at give det hele større autenticitet. Det er en stor oplevelse at se, hvordan mindfulness kan betyde en radikal ændring af andres liv og indstilling. For nogle er det en afgørende rejse.

Voldsomme bjerge forude

Bevidstheden om mindfulness er der, og jeg kan bruge den i mit arbejde. Især lige nu hvor jeg har nogle voldsomme bjerge foran mig. Her kan mindfulness hjælpe til at skabe ro og overblik og ikke mindst skalere tingene i den rigtige størrelse. Jeg har bl.a. brugt mindfulness et par gange, når jeg har siddet i tunge forhandlinger. Hvor jeg før kunne være styret af fordomme og følelser, er jeg her gået ind til møderne med en åben attitude. Jeg har lært at træde tre skridt tilbage, tage afstand og kontrollere mine reaktioner.

Mindfulness mod stress

Jeg er ikke i tvivl om, at mindfulness kan gøre en forskel i forhold til stress og overskud i hverdagen. Du opnår en bevidsthed om, at der kun er ét nu, og at du hverken kan gøre til eller fra. Du kan kun gøre det, du kan – og det er okay. En af mine bekendte har været ramt af stress. For hende var mindfulness det eneste, der gjorde, at hun kunne holde det ud. Det er et stærkt middel. Men der er forskel på, hvor godt man tager imod det. Meditation ligger ikke normalt til mig, og det var da også det mest grænseoverskridende i starten, selvom det hurtigt blev en naturlig del af kurset. Efterfølgende har en knæoperation og alt for få timers søvn dog gjort det svært for mig at fastholde den daglige praksis. Jeg er nok en af dem, der burde fortsætte noget længere, før det virker. Men til trods for det, har jeg alligevel fået nogle brugbare værktøjer med i bagagen. Mødet med mindfulness har afgjort været en positiv oplevelse.

Ole Steensberg Øgelund, adm. direktør, Svendborg Vand

Øget effekt i nuet, fokuseret, roligt og kraftfuldt.

Læs om Mindful Leadership® ledelsesprogrammet her