Organisation

 

Vi arbejder med det, vi holder af. Og med det vi er. Så enkelt er det. Og vi går ikke på kompromis med vores værdier:

Frihed 

Vi mener, at frihed er det vigtigste af alt. Men at mange af os lever i selvskabt tyranni, hvor fastlåste idéer, negative tankemønstre og fejlagtig selvbedømmelse holder os i alt for snævre rammer. Vi viser, hvad friheden kan – og hvordan den kan blive din. Men regn med at friheden kræver alt af dig.

Ypperlighed

De fleste mennesker er ikke i nærheden af at udnytte deres potentiale. Vi lokker, udfordrer og presser dig til at undersøge lidt mere af din personlighed, være lidt mere eksperimenterende og have lidt mere selvtillid. Og til i det hele taget at gøre det bedste, du kan. Hele tiden. I alt, hvad du gør. Hvis det er værd at gøre, er det værd at gøre godt!

Mindst mulig anstrengelse

Vi tror ikke på den protestantiske arbejdsetik. Eller på pligt og slid. Men i stedet på, at den rette indsats, på det rette tidspunkt, i den rette dosering – er lige netop det, der skal til for at skabe de allerbedste resultater. Vi hjælper dig med at finde midterpunktet mellem overanstrengelse og passivitet, mellem stress og kedsomhed, mellem grådighed og ligegyldighed.

Autenticitet

Vi synes autentiske mennesker er så meget sjovere at være sammen med, og tror på, at autenticitet er selve forudsætningen for det gode lederskab. Dels fordi moderne organisatorisk liv kræver, at man kan stå ved sine værdier og navigere i kompleksiteten af resultatkrav, organisatoriske værdier, samfundshensyn, kundeetik etc. - også selvom man ikke har lederansvar. Vi hjælper dig med at komme tilbage til din autenticitet, ægthed og unikhed. Og finde ud af, hvordan den skal omsættes i dit professionelle liv.

Personligt ansvar

Vi tror helt grundlæggende på, at frihed kun er mulig, hvis vi tager det fulde ansvar for egne valg – og for konsekvenserne heraf. Og at det kun er, når vi står på mål for vores handlinger og holdninger, at vi kan skabe den loyalitet og inspiration, der er nødvendig for at få andre til at yde deres yderste. Vi udfordrer og konfronterer dig til at tage dette ansvar. For at blive den bedste leder, du kan blive. For at blive det bedste af noget som helst, du kan blive. Og så er det et af de stærkeste midler mod menneskehedens forfald.

Anerkendelse

Vi har en fundamental tro på, at god pædagogik er anerkendende i sin natur; det præger vores undervisning og tilgang til udvikling, men den anerkendende metode danner også grundlag for den type ledelse, vi opmuntrer til. Vær god ved verden, tro på det bedste i andre mennesker og vær venlig i din omgang med dem.

Resultatfokus

I enhver sammenhæng har vi strategien i fokus og tilstræber således at løfte din evne til resultatskabelse, innovation og skelsættende ledelse, med henblik på at skabe personlig og organisatorisk fremdrift. Vi gør det ved at bruge traditionelle mentale træningsmetoder – men oversat til en moderne, kommerciel virkelighed. Vi gør det, fordi livet leves i organisationen, og fordi kloge, autentiske og frihedssøgende ledere har massiv indflydelse på vores samfund.